Rollespil på museet

Rollespil er ideelt, når formidling skal nytænkes og være ekstra engagerende og underholdende. Rollespil som medie opfordrer til deltagelse uanset emner og aldersgrupper.

Vi har gennem mere end ti år arbejdet med at skabe verdener der kan opdages, opleves, røres ved, tales med og reflekteres over. At mærke historien på egen krop gør den særligt relevant og mindeværdig. Og når historien på den måde har sat sig fast, er den også lettere at reflektere over og derfor forstå.

Vi har samlet et udvalg af events, vi tidligere har designet for museer. Læs med her og få inspiration til, hvordan vi kan samarbejde for at gøre jeres udstilling eller arrangement til noget helt særligt.

Levende figurer

Vi gør museet levende ved at engagere jeres gæster og gøre dem til en del af historien. Til forskel fra skuespillere og formidlere, har rollespillere en indøvet forståelse for at leve sig ind i en rolle – for eksempel en historisk person – og derfra improvisere rollens adfærd. På den måde vil jeres gæster få en virkelig følelse af rent faktisk at tale med Absalon eller dronning Sofie Amalie, og få svar på spørgsmål om den tid, de levede i.

På Christiansborg slot har vi for eksempel gennem flere år genoplivet Frederik III’s hof, hvor gæsterne er blevet budt velkommen af kongen selv og blandt andet har kunnet høre Leonora Christina fortælle om sit liv og fangenskab for foden af det tårn, hvor hun sad indespærret.

Jagten på historien

Med ”Jagten på historien” laver vi et event på jeres museum, der kan underholde hele familien. Sammen med jer designer vi en oplevelse, hvor gæsterne, med museet som ramme, bliver en del af et rollespil. I løbet af spillet skal jeres gæster løse nogle forskellige opgaver på poster, der har udgangspunkt i jeres udstillinger og rollespillets fortælling.

Særligt de yngste gæster husker langt bedre, hvad de har lært, hvis de kan koble det til en fysisk oplevelse.

På Krigsmuseet arrangerede vi for eksempel en spionskole, hvor børnene fik deres egne grønne pas med opgaver i, og skulle rundt på forskellige poster for at uddanne sig til koldkrigsspioner. På Blaakildegaard Lokalhistorisk Museum har vi arrangeret en historiejagt, hvor gæsterne blev involveret i historier fra museets fortid; de skulle blandt andet hjælpe en tjenestepige i nød, slås mod en svensker og fordrive et spøgelse.

Formidlingsspil

Med formidlingsspil kan I møde den unge generation i øjenhøjde. Vi kombinerer det bedste fra to verdener; konkurrencen, legen og indlevelsen fra computer- og brætspil, og museets fantastiske rammer og mangeårige erfaring med historieformidling.

Handler jeres udstilling om Den Kolde Krig? Et rollespil, hvor man skal forhandle sig gennem Cubakrisen skaber relevans og forståelse for et ellers kompliceret emne.

Vores formidlingsspil udvikles, så de enten kan afholdes af jeres egne formidlere eller af vores dygtige instruktører.

Voksenarrangement

Når først de får muligheden, elsker langt de fleste voksne også at lege. Med et voksenarrangement – måske om aftenen – får jeres gæster mulighed for at se museet i et helt nyt lys. Vi sætter scenen og skaber stemningen, og gæsterne får lov at skifte identitet og være nogle helt andre for en aften.

Vi kan for eksempel arrangere et hofbal – komplet med excentrisk vært og flot udklædte tjenere. Eller en uhyggelig spøgelsesjagt i mørke kældre med en mistænkelig vejviser og uhyggelige skabninger i krogene. Eller måske en dag i en bunker under 2. verdenskrig, hvor gæsterne bliver stillet over for nogle af de mange dilemmaer, der definerede perioden? Mulighederne er uendelige, og vi arrangerer gerne dét, I lige præcis sidder og forestiller jer.

Kulturnat

For mange er Kulturnatten den travleste aften på hele året. Et kulturnatsevent skal være tiltrækkende og spændende, men skal også kunne rumme mange gæster på én gang.

Vi laver alt fra formidlingsevents med levende figurer i flotte kostumer, der interagerer med gæsterne, til større familiearrangementer med værksteder, kamparenaer og kreative aktiviteter.

Vi har både lavet rollespilskamp på Krigsmuseet, en magisk skole for Gyldendal, dilemmaspil for Københavns Museum i de gamle lokaler på Stormgade 18 og spøgelseshus i Christian IV’s bryghus.

Uanset hvad I har af planer for aftenen, designer vi et event der passer til jeres museum, og vi garanterer en fantastisk oplevelse, uanset hvor mange gæster der slår vejen forbi.

Forespørgsel: Museer

1000 tegn tilbage

Download folder museer

preview rollespil til museer